Kolding Kommune sætter fokus på uddannelse, infrastruktur og arbejdskraft ved Folkemødet på Bornholm

Foto: Kolding Kommune.
dato

Et syv mand stort hold fra Kolding Kommune deltager i årets Folkemøde på Bornholm for at fremme lokale dagsordener som uddannelser, infrastruktur og international arbejdskraft.

Onsdag satte en delegation bestående af syv personer fra Kolding Kommune kursen mod Rønne for at deltage i Folkemødet på Bornholm. Holdet tæller borgmester Jakob Ville, formand for Arbejdsmarkedsudvalget Birgitte Munk Grunnet, formand for Socialudvalget Nicolai Boelsmand Asmussen samt fire medlemmer af kommunens direktion: kommunaldirektør Merete Dissing, direktør for Senior-, Sundheds- og Fritidsforvaltningen Annette Lund, direktør for Børne-, Skole- og Uddannelsesforvaltningen Flemming Skaarup samt direktør for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Nicolai Dupont Heidemann.

Gruppen har fokus på temaer der er afgørende for Kolding Kommunes fremtidige udvikling. Dette inkluderer ønsket om flere ingeniøruddannelser til Kolding, yderligere udvidelse af motorvejsnettet omkring kommunen, rekruttering af mere international arbejdskraft til lokale virksomheder samt et tættere samarbejde mellem kommune og erhvervsliv omkring virksomhedernes sociale ansvar.

Kolding Kommune arbejder sammen med SDU og det lokale erhvervsliv om at etablere to nye civilingeniøruddannelser ved SDU Kolding med forventet opstart i sommeren 2028. Kommunen har afsat midler til uddannelserne, men afventer statens godkendelse og adgang til 200 internationale studiepladser, som anses som afgørende for at sikre uddannelsernes kvalitet og bæredygtighed.

Et andet højprioriteret emne er en samlet udvidelse af motorvejen omkring Kolding. Infrastrukturen i området, med motorvejene E45 og E20, vurderes at have stor betydning for mobilitet, sammenhængskraft på tværs af landsdele og erhvervslivets konkurrenceevne. Kommunen arbejder for en helhedsorienteret udvidelse, der skal gavne både lokalsamfund og erhvervsliv.

Udgiften for at sende de tre byrådspolitikere og de fire direktører til Folkemødet er cirka 87.000 kroner for transport og overnatning, hvortil kommer et endnu ikke opgjort beløb til forplejning.

Deltagelsen på Folkemødet har til formål at skabe opmærksomhed om Kolding Kommunes dagsordener samt at opbygge relationer og påvirke beslutningstagere i relevante fora.

https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/kolding-er-til-folkemoede-med-vigtige-dagsordner-i-tasken

Kilde: Kolding Kommune
Mest læste artikler