Op mod 50 internationale teaterfolk har meldt deres ankomst til Kolding, hvor næsten 100 professionelle teatre viser mere end 140 forskellige forestillinger for børn, unge og voksne. Festivalen, som er klassificeret som en ’remarkable arts festival’ i EU, afholdes i år for 55. gang siden begyndelsen i 1971.
KLAP-teaterfestivalen åbner den 23. april og byder på et bredt udvalg af teateroplevelser, særligt rettet mod børn og unge i alderen 0-16 år. Publikum kan forvente teater i øjenhøjde, som har til formål at samle mennesker i fysiske fællesskaber og give mulighed for fælles oplevelser, latter og efterfølgende refleksioner. Festivalen trækker både nationale og internationale gæster til byen.
Dansk børneteater er anerkendt verden over for sin høje kunstneriske kvalitet og fokus på at formidle kunst, som henvender sig til specifikke aldersgrupper. Det er netop denne kvalitet, der lokker festivalfolk og teateropkøbere til Kolding fra både Norden og andre dele af verden. Under festivalen vil der blive talt mange forskellige sprog i byens gader, caféer og restauranter, hvilket bidrager til et internationalt miljø i bylivet.
Alle billetter til de gratis forestillinger kan bestilles fra fredag den 10. april kl. 10.00 på festivalens hjemmeside: https://www.klap.nu/billetter. Programmet kan også findes i festivalens app, som gør det nemt at orientere sig blandt de mange forestillinger. Selvom mange teaterstykker retter sig mod bestemte aldersgrupper, er voksne også velkomne til at deltage. For yderligere information henvises der til https://www.klap.nu.
Arrangørerne opfordrer alle interesserede i Kolding til at benytte muligheden for at opleve gratis teater i verdensklasse under festivalen.
https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/teaterfolk-fra-17-lande-kommer-til-festival-i-kolding