Flere får indflydelse: Kolding åbner for borgerhøringer om senior- og sundhedssager

Foto: Kolding Kommune.
dato

Borgere i Kolding Kommune får nu mulighed for at afgive høringssvar i politiske sager på senior- og sundhedsområdet via kommunens høringsportal.

En ny beslutning fra Senior- og Sundhedsudvalget åbner nu op for, at alle borgere, foreninger og interesseorganisationer i Kolding Kommune kan afgive høringssvar i udvalgte politiske sager på senior- og sundhedsområdet. Beslutningen blev truffet på et udvalgsmøde i januar og betyder, at borgernes indspark fremover vil indgå i den politiske behandling af relevante sager.

Den nye ordning supplerer den eksisterende praksis, hvor Ældrerådet samt, hvor det er relevant, Handicaprådet fortsat fungerer som faste høringsparter. Alle sager, der sendes i høring i Ældrerådet, vil nu også blive sendt i offentlig høring, så endnu flere får mulighed for at komme til orde.

Høringssvar kan fremover indsendes via Kolding Kommunes digitale høringsportal. Selvom der endnu ikke er nogle aktuelle sager i offentlig høring på udvalgets områder, kan interesserede borgere tilmelde sig portalen for automatisk at modtage besked, så snart nye sager åbnes for høring. Portalen gør det muligt at dele holdninger og perspektiver på konkrete sager, hvilket derefter vil indgå i den politiske proces.

Læs mere og tilmeld dig på https://www.kolding.dk/hoeringer.

Initiativet skal give udvalget et mere direkte indblik i borgernes ønsker og behov, så de politiske beslutninger afspejler det, der betyder mest i borgernes hverdag.

https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/borgere-kan-nu-give-input-til-senior-og-sundhedssager

Kilde: Kolding Kommune