PreMed driver hjælpemiddeldepotet for Kolding Kommune, og her er Annette netop blevet mentor for de unge praktikanter. Et tre dages mentorkursus har klædt hende på til opgaven. Hun nyder især at se, hvordan praktikanterne udvikler sig og kommer videre i job eller uddannelse.
Annette er lager- og driftsassistent på det hjælpemiddeldepot i Kolding, som PreMed driver for kommunen. Ud over at planlægge den daglige drift, bestille varer hjem og holde styr på teamet og de enkeltes kompetencer er Annette også blevet mentor for depotets praktikanter.
Hjælpemiddeldepotets team består af 12 medarbejdere, hvoraf to er praktikanter – fortrinsvis unge, som ikke rigtig er kommet i gang med en uddannelse eller et job, før de kommer til PreMed.
”I de tre og et halvt år, jeg har arbejdet her på depotet, har vi haft syv-otte praktikanter igennem et 13 ugers praktikforløb. Jeg er rigtig glad for at have fået mentoropgaven. Jeg nyder at tale med de unge og se, hvordan de udvikler sig, når vi giver dem nogle rammer og den støtte, de behøver,” siger Annette.
Mentoruddannelsen har givet nye indsigter
Annette er oprindeligt uddannet social- og sundhedsassistent og har nu deltaget i det tre dage lange kursus for mentorer, som Kolding Kommune udbyder i samarbejde med psykoterapeut og udviklingskonsulent William Husted. Uddannelsen har klædt Annette bedre på til opgaven som mentor.
”Jeg har opdaget overraskende ting om mig selv, og hvordan jeg virker på andre mennesker. Og så har jeg fået nogle nye redskaber til mentorarbejdet, som betyder, at jeg er blevet meget bedre til at tale med vores praktikanter,” siger Annette.
Mentoruddannelsen har bl.a. givet Annette indsigt i, hvordan hun opbygger gode relationer til praktikanterne, håndterer vanskelige samtaler, fokuserer på praktikanternes ressourcer og tager imod nye praktikanter hos PreMed på en god måde.
Fra lediggang til uddannelse eller job
De unge, som kommer i praktik hos PreMed, står uden job og er typisk heller ikke kommet i gang med en uddannelse. De har generelt brug for ekstra støtte og vejledning for at blive klar til arbejde eller uddannelse.
Praktikanterne bliver henvist fra Jobcenter Koldings Virksomhedsservice og er i praktik i mindst 13 uger. De arbejder i et antal timer, som de kan klare, og løser mindre og forefaldende opgaver på hjælpemiddeldepotet.
”De praktikanter, vi har, er unge, som har brug for en hjælpende hånd for at komme ind på arbejdsmarkedet eller i gang med en uddannelse. Det er fantastiske unge mennesker. Jeg bliver glad, når jeg ser, hvordan de udvikler sig, når vi giver dem en chance for det,” siger Annette.
”Hos os lærer de at møde om morgenen, passe deres arbejdstid og i det hele taget indgå på en arbejdsplads – både ved at løse opgaver og være sammen socialt. Det er dejligt at vide, vi gør en forskel for de unge,” tilføjer hun.
Praktikanterne bidrager med nye tanker
Lige nu har PreMed en ung mand og en ung kvinde i praktik. Den ene arbejder på lageret med at tage imod varer og rydde op, mens den anden arbejder med modtagelse og vask af hjælpemidler, som kommer retur fra borgerne.
Ifølge Annette er det ikke kun praktikanterne, der får noget ud af samarbejdet. Nye friske øjne og undrende spørgsmål rusker op i Annette og hendes kolleger og giver nye tanker og gode grin.
”De unge får os til at tænke nye tanker. De er gode til at stille spørgsmål til vores rutiner og rusker lidt op i os. Hen ad vejen er de også med på at lave en masse fis!” siger Annette.